Danmarks Borgcenter – Nu også i Mols Bjerge

Den gamle gård Øvre Strandkær vil blive indrettet som et oplevelseslaboratorium for nationalparkens spændende geologi og natur.

Vordingborgs kreative spydspids vinder formidlingsopgave i Nationalpark Mols Bjerge

Sammen med et topprofessionelt hold af udstillingsdesignere og kommunikationsfolk har Danmarks Borgcenters Formidling, Undervisning og Kommunikationsenhed (FUK) vundet opgaven om at formidle den nyetablerede Nationalpark Mols Bjerge.

Den 180 km2 store nationalpark besøges hvert år af tusindvis af turister fra nær og fjern, og fra næste forår vil de mange besøgende kunne få gode tips om nationalparkens mange herligheder i de to nyindrettede besøgscentre Øvre Standkær og Karlsladen.

Teamet bag Danmarks Borgcenter har vundet konkurrencen om formidlingen i besøgscentrene på baggrund af et stærkt koncept, hvor de besøgende møder lettilgængelig og inspirerende viden om områdets fascinerende geologi, biologi og historie.

FUK bidrager med formidlingskonceptet og historisk viden om Nationalpark Mols.

Karlsladen er opført i 1720’erne, og den imponerende bygning kommer til at danne rammen om formidlingen af området kulturhistorie med fortællinger om bl.a. røverne i Kaløskovene, oprørske bønder og barske lensmænd.

 

Men, hvad laver Danmarks Borgcenter i Mols Bjerge?
Vil nogen måske spørge, og svaret er ganske enkelt, at FUK-enheden sideløbende med udviklingen af borgruinen i Vordingborg arbejder som museumsentreprenører på en lang række andre museer og kulturinstitutioner. Dermed får borgcentret hele tiden den nyeste viden om udstillingskoncepter og formidlingsformer, samtidig med at nye metoder og tekniker kan afprøves.

Besøg selv nationalparken
Hvis du selv vil opleve den smukke nationalparks fascinerende ”bjerge” og det særprægede landskab med dødishuller, sjældne sommerfugle og gamle borgruiner, så åbner besøgscentrene Øvre Strandkær og Karlsladen allerede i april 2012.

Fakta:
FUK-enheden er Danmarks Borgcenters kreative spydspids der arbejder med formidling, undervisning og kommunikation. FUK enheden er finansieret af eksterne projekter, og har alene i år udviklet Iphone applikation GoingDK til Visit Denmark, åbnet udstilling på Skimuseet i Oslo, været rådgiver for Gasmuseet i Hobro og er nu også deltager i det spændende Mols Bjerge projekt. FUK-enheden er et unikt eksempel på nytænkning inden for den danske museumsverden, hvor  fotografer, designere, kommunikationsfolk, grafikere, webdesignere og produktionsleder bidrager til at udvikle fremtidens oplevelser.

FUK-afdelingens produktionsleder Thorbjørn Kolbo trykker den norsk kong Harald 5. i hånden ved udstillingsåbningen på Skimuseet i Oslo den 20. september i år.

Teamet bag Nationalpark Mols Bjerge:

-       Udstillingsentreprenørerne fra Kurtzweil a/s

-       Kommunikationsfirmaet Bysted,

-       Tegnestuen Setting Aps,

-       Lyd og lysfirmaet Realproduktion,

-       Geolog Michael Houmark-Nielsen

-       Biolog Kaare Nielsen

-       Danmarks Borgcenter FUK enhed

Tags: ,