London – Do’s & don’ts

 

Indgangenspartiet til National History Museum er en katedral værdig

London er spækket med attraktioner og seværdigheder. Flere hundrede år som centrum for det britiske imperium har sat sine spor i byen, og på de hundredvis af museer, hvor en betragtelig del af verdens kultur- og naturarv er blevet samlet (med mere eller mindre hæderlige metoder). Tre af Londons helt store flagskibe er, 1) det eventyrlige National History Museum, 2) det klassiske British Museum og 3) det rå Tate Modern.

Selvom de tre museer dækker så forskellige fag som naturhistorie, kulturhistorie og moderne kunst, så ligner de hinanden i den forstand, at de alle tre hører hjemme i gigantiske bygninger, og hver især besøges af ca. fem millioner mennesker om året. Vi tager her pulsen på de tre mastodonter, og ser nærmere på, hvad vi på Danmarks Borgcenter kan lære at briternes museer.

Hall'en i National History Museum er et vanvittig imponerende og smukt rum

Nørdernes paradis
National History Museum er nørdernes paradis. Her er det ingen skam at have tykke brilleglas, kaffepletter på skjorten og insektsamlingen i tasken. Første gang man træder ind i museets hall er man ved at tabe både øre, næse og mund. Hallen er stor som en katedral og midt i det gigantiske rum står et mere end tyve meter langt fossil af en dinosaurus. Sådan! Nu er vi på rigtig museum, men National History Museum er ikke noget tøffemuseum, hvor forpinte børn og udbrændte teenagere slæbes rundt af ivrige forældre og strenge lærer. Nej, National History Museum er uhyr bevidst om, at deres primære målgruppe er børnefamilier og der er ikke sparet på livagtige rekonstruktioner af alt fra dinosaurer til kæmpe hvaler, og samtidig vækker museet de mange ”døde” genstande til live med et væld af illustrative plancher, modeller og animationer. Overalt i udstillingerne bliver publikum taget med på råd, og mange steder bliver der stillet spørgsmål som man selv må undersøge for at finde svarene på. Museet formår på en gang at være et aktivt og udfordrende museum samtidig med, at det er enormt behageligt at slentre rundt eller besøge museet café. Museet har gratis indgang, og det er tydeligt, at museet besøges af alt fra die-hard entusiaster til forældre på barsel der trænger til at slappe af i stemningsfyldte omgivelser.

Lesson learned:
1) Drop de lange forklarende tekster, og stil i stedet spørgsmål til publikum, og lad dem selv gå på jagt efter svarene. 2) En kop kaffe og et stykke kage til under 30 kr. får smilet frem på alles læber, og gør museet til et attraktivt mødested for studerende, pensionister og forældre på barselsorlov.

Læs mere om National History Museum.

En tur gennem British Museums samlinger kan slå de fleste ud

Museums fatigue
British Museum står på ingen måder tilbage for National History Museum, også her er arkitekturen og størrelsesforholdene fascinerende, men her er stemningen mere højtidelig og der er længere mellem børnefamilierne. British Museums aktuelle særudstilling handler om middelalderens helgendyrkelse og museet kan fremvise en imponerende samling af middelalderens smukkeste kunsthåndværk. De mange unikke genstande er udstillet med stor respekt, nærmest ærefrygt, men museet formår ikke at fange hele dets publikum. Problemet er ikke, at de mange flotte helgenskrin er i centrum, det bør de være, men museet forsømmer at gøre genstandene til en del af en kulturhistorie der gør det muligt for os nutidsmennesker at forstå middelalderens samfund. I stedet for at gøre publikum klogere på de mennesker som skabte og tilbad helgenskrinene er udstillingen blevet reduceret til et kunstværk. Udstillingen rundes af med en videoinstallation, der viser hvordan Lenin, Elvis, Mao og flere andre er eksempler på nutidig helgendyrkelse, en fin perspektivering, men på det tidspunkt er det næsten for sent. British Museum vil alt i alt imponere de fleste, alene i kraft af dets størrelse og arkitektur, men museet bærer samtidig præg af ”tvangsudflugt med mor og far”, og blandt museets publikum møder man temmelig mange yngre gæster, hvor den sidste gnist af livslyst og håb for længst er slukket.

Lessons learned:
1) Genstande er essentielle for ethvert museum, men museerne er forpligtet til at bygge en fortælling op omkring deres genstande. Genstandene bør være rekvisitter i de fængslende fortællinger om menneskene der skabte dem og brugte dem, ikke omvendt. 2) Size does matter!

Læs mere om British Museum.

En kop kaffe i Tate Moderns tagcafé er ikke blot en tilfældig kop kaffe

Oh so artsy
Tate Modern er Storbritanniens største museum for moderne kunst. Og meget passende, så ligger det hippe museum i et af Londons gamle kraftværker – råt, provokerende og sexet – lige overfor den fine gamle Sankt Pauls katedral. Tate er både en turist must-see og samtidig opholdsted for londons kreative elite. Det gigantiske museum summer af liv, og de syv etager med moderne kunst oser langt væk af coolness. Museet atmosfære minder meget om den der er på Aros, i Statens Museum for Kunsts nyere tilbygning eller på Diamanten. Tate Modern er om noget beviset på, hvordan museer både kan være seriøse udstillinger og samtidig et hipt sted, hvor folk kommer for at blive set. I massevis af gæster kommer kun for et kig i butikkerne og en kaffe i en af de flotte caféer, men hvad gør det? Fra et museumssynspunkt er det jo langt bedre, at gæsterne får deres kaffe i kunstneriske og udfordrende omgivelser end en tilfældig latté i den nærmeste Starbucks. For denne type gæster handler besøgt om personligt image og museet leverer til fulde følelsen af at være med i et smart kunstbevidst fællesskab.

Lessons learned:
1) Hvis museer vil, kan de være super cool mødesteder, hvor publikum ikke bare er publikum, men shoppers, lovers, eaters, specators and actors, 2) Husk, at mange forbinder museer med god stil, flot design og storslåede bygninger.

Læs mere om Tate Modern.