Koldinghus – Porten til Sønderjylland
Koldinghus set på luftfoto med udsigt over den smukke Slotsø
Koldinghus, i midten af Kolding by, har siden middelalderen udgjort rigets port mod syd. Her skulle rejsende og handlende passere Kolding Å på deres vej gennem Jylland, og her gik grænsen til Sønderjylland og hertugdømmet Slesvig, så det var på et strategisk velvalgt sted, kong Erik Klipping i 1286 (1249-1286) anlagde Koldinghus. Og der var brug for en stærk fæstning ved landets grænse til Slesvig, for de danske konger lå ofte i bitter strid med de Slesvigske hertuger. På den ene side så vogtede de Slesvigske hertuger riget mod det tyske kejserrige, men på den anden side, så havde mange af dem ambitioner om at sidde på den danske trone.
Konge- og brodermord
Helt galt gik det i midten af 1200-tallet, hvor Erik Plovpenning (1216-1250) var konge i Danmark mens hans yngre bror Abel (1218-1252) var hertug af Slesvig. Abel stræbte efter kongemagten og de to brødre kom i åben krig. Abel havde problemer på slagmarken, og i 1250 havde han tabt flere slag til sin bror og var blevet tvunget til forhandlingsbordet. Men Abel ville ikke overgive sig, og forud for forhandlingerne lykkedes det for Abels folk at fange kong Erik. Der blev gjort kort proces med Erik, han blev halshugget og hans lig blev smidt i fjorden Slien. Herefter overtog Abel kongemagten, men glæden blev kort, og allerede i 1252 døde kong Abel i et felttog mod Ditmarsken.
Tilbage på Koldinghus
Så Koldinghus blev opført på grænsen til et omstridt og turbulent område. Borgen voksede sig til en af landets største og stærkeste fæstninger, der kunne ses langt væk og tydeligt signalerede at her gik grænsen. Mod slutningen af middelalderen fik Koldinghus stigende betydning som mødested for vigtige forhandlinger, og det var her, at dronning Margrethe 1. (1353-1412) og Erik af Pommern (1382-1459) forhandlede med de slesvigske hertuger om Sønderjyllands forhold til kongeriget.
Fra middelalderborg til renæssanceslot
I takt med at Koldinghus i stigende grad blev brugt til repræsentative opgaver fik den gamle borg mere og mere karakter af et slot, og i 1530’erne blev Koldinghus ombygget til Danmarks første renæssanceslot under Christian 3. (1505-1559) og dronning Dorthea (1511-1571).
Statuen af den græske helt Herkules på toppen af Koldinghus' kæmpetårn
Koldinghus’ endeligt
I de følgende århundreder blev Koldinghus yderligere om- og udbygget, og i 1700-tallet blev det gamle slot rettet ind efter barokkens stramme linjer, men på trods af de løbende moderniseringer var tiden løbet fra Koldinghus. Kongefamilien og hoffet opholdte sig stort set kun i København og mange af slottene i provinsen forfaldt så småt. Koldingshus skæbne indtraf endeligt en kold nat i marts 1808 under Napoloenskrigene, hvor spanske tropper, der var indkvarteret på slottet, havde fyret godt op i kaminerne og fik antændt en brand der forvandlede hele slottet til en ruindynge. Koldinghus stod herefter længe som en dramatisk ruin, men fra 1890’erne påbegyndtes en omfattende genopbygning og restaurering, der kom til at strække sig helt frem til 1970’erne.
Kæmpetårnet
Når man i dag besøger Koldinghus kan man ikke undgå at se slottets markante kæmpetårn. Umiddelbart ligner tårnet noget fra en middelalderborg, men det blev faktisk først opført i forbindelse med Christian 4.’s (1577-1648) udbygning af slottet i 1600-tallet. På Toppen af tårnet stod oprindeligt fire statur af de antikke helte, Hannibal, Scipio, Herkules og Hector, men under branden i 1808 styrede størstedelen af tårnet sammen, og i dag er det kun Herkules der står tilbage.
Læs mere om Koldinghus.
