Danmarks mest besøgte borg
Over en million danskere passerer hver måned Storebæltsbroen. Speederen er i bund og musikken på fuld styrke mens den majestætiske bro flyder forbi som et storslået afbræk fra det trivielle motorvejslandskab. I dag er broen en selvfølgelighed, og det er de færreste der ved at man halvvejs mellem Fyn og Sjælland kører tæt forbi en af Danmarks vigtige middelalderborge.
Nøglen til Danmark
Storebælt har altid været nøglen til Danmark, og midt ude i bæltet ligger den lille Sprogø som en prop i hullet mellem landsdelene. Sprogø er blot en knold med et fyrtårn, men her på den forblæste ø byggede Valdemar den Store i 1160′erne en borg. Idag skal man frem med Dankort eller kontanter ved betalingsanlæggene, hvis man skal over broen, mens kontrollen med trafikken gennem Storebælt i middelalderen foregik fra Sprogø.
Vendernes hærgen
Borgen på Sprogø blev opført i en usikker og farlig tid, hvor Danmark var plaget af barbariske overfald fra venderne. Venderne var hedenske stammer der boede langs den tyske nordkyst, hvorfra de iværksatte voldsomme angreb mod de danske øer. Meget lig de vikingetogter vi knap 100 år tidligere selv havde travlt med at sende afsted mod England.
Massakre og plyndringer
Venderens angreb var brutale og efterlod et bloddryppende spor af mord, kidnapninger og plyndringer. Hele sogn lå øde, og Valdemar den Store måtte skride drastisk ind for at stoppe truslen mod de danske kyster. For at genoprette kontrollen med de danske farvande opførte Valdemar en hel serie af borge og vagttårne langs kysterne og heriblandt også Sprogø.

Ruinerne af borgen på Sprogø ligger i dag ved fyrtårnet, hvor man stadig kan se resterne af den nordlige mur.
Storebælts ensomme vagttårn
Borgen på Sprogø var en lille men solid fæstning på ca. 26 x 32 meter, hvorfra borgens besætning havde god udsigt over bæltet. Sporgø betyder at spejde, så navnet passer godt til borgens funktion som vagttårn. Samtidig med borgen på Sprogø, blev der også opført borge ved Nyborg og Korsør, så Storebælt blev snart et af landets bedst befæstede områder. I dag kan man stadig se rester af borgens mure neden foran fyrtårnet.
Vendernes betvinger
Efter at have bragt orden på hjemmebanen spillede Valdemar bolden over på vendernes banehalvdel, og begyndte snart efter en serie voldsomme korstog mod vendernes baser på halvøen Rügen. Valdemar er gået over i Danmarkshistorien som vendernes betvinger, og den dag i dag kender de fleste nedenstående maleri af Valdemar og biskop Absalon, der ødelægger vendernes afgud Svantevit og tvinger dem til kristendommen.
Stemmer fra graven
I 1855 åbnede man Valdemar den Stores grav og nede i kongens kiste fandt man en blyplade med følgende tekst: “Her ligger Danernes konge Valdemar den Første, Hellig Knuds søn, Vendernes betvinger, det undertrykte fædrelands udmærkede befrier, fredens genopretter og bevarer. Han betvang lykkeligt ryboerne og omvendte dem først til Kristi tro efter at afgudsbillederne var ødelagt. Også en mur til hele rigets værn, hvilken almindelig kaldes Danewerch, opførte han først af brændte sten og han opførte en borg på Sprogø…” Den undselige ø Sprogø var altså så vigtig i middelalderen at den ligefrem blev omtalt på kongens gravskrift.
Sørøverrede og kvindehjem
Sprogø er gledet ind og ud af Danmarkshistorien flere gange. I følge et sagn skulle den oprørske kongemorder Marsk Stig i 1280′erne have brugt Sprogø som base for sine pirattogter. I nyere tid var øen Kvindehjem for løsagtige kvinder, og ja, i dag er borgen forbindelse mellem Storebæltsbroens øst- og vestbro. Så selvom der ikke er offentlig adgang på Sprogø, så er det formentlig den middelalderborg flest danskere kommer i nærheden af.


